De 8 logotyper - vælg det rigtige logo design til din virksomhed

Valget af logotype har stor betydning for, hvordan jeres virksomhed bliver forstået og husket. Mange vælger ud fra smag, men det rigtige valg handler i høj grad om, hvad der fungerer i praksis.

Mathias Kjær Christiansen
Kreativ & Partner

Den rigtige logo type afhænger af jeres navn, målgruppe og hvordan logoet skal bruges. Her er de 8 mest brugte logo typer forklaret enkelt, konkret og med eksempler du kan relatere til.

Navnetræk (ordmærke)

Et navnetræk er et logo, der kun består af virksomhedens navn. Der er ikke noget ikon eller symbol, så det er måden navnet er skrevet på, der skaber identiteten. Det betyder, at valget af skrifttype, afstand mellem bogstaver og detaljer som tykkelse og form er afgørende.

Eksempler på virksomheder der bruger et navnetræk:

  • Vestas bruger et enkelt og teknisk udtryk
  • Google bruger farver og en venlig skrifttype
  • Coca-Cola bruger en karakteristisk, håndskrevet underskrift

Fordelen er, at kunden med det samme ved, hvad virksomheden hedder. Der er ingen fortolkning. Ulempen er, at det kun fungerer godt, hvis navnet er let at læse og ikke for langt. Et navn som “Nordic Sustainable Solutions Group” bliver hurtigt tungt i et logo.

Hvornår er et navnetræk det rigtige logo valg

Hvis jeres navn er kort, tydeligt og nemt at læse i både stor og lille størrelse. Og hvis I vil sikre, at folk husker jeres navn frem for et symbol. Det kræver dog, at typografien eller skriften er unik og genkendelig nok – ikke en standard og overbrugt Google font.

Bogstavmærke

Et bogstavmærke er en forkortelse af jeres navn, typisk lavet af initialer. I stedet for at skrive hele navnet bruger man fx 2 til 4 bogstaver. Det er typisk brugt af virksomheder med mange år i bagagen, og som folk hurtigt kan genkende.

Eksempler på virksomheder der bruger et bogstavmærke:

  • SAS i stedet for Scandinavian Airlines
  • HBO i stedet for Home Box Office
  • IBM i stedet for International Business Machines

Fordelen er, at logoet bliver meget mere kompakt. Det er lettere at bruge på hjemmesider, sociale medier og produkter. Ulempen er, at nye kunder ikke ved, hvad bogstaverne betyder. I starten skal navnet derfor ofte stå sammen med logoet i andre sammenhænge.

Hvornår er et bogstavmærke det rigtige logo valg

Hvis jeres navn er langt eller svært at læse hurtigt, og I har brug for en kort version, der fungerer bedre visuelt. Det kan også være en sammenlægning af flere brands eller en lang historik, der gør, at forkortelsen er mere kendt end selve navnet.

Symbol logo

Et symbol logo består kun af et ikon uden tekst. Det er en form, figur eller illustration, som repræsenterer virksomheden. Jo mere unikt og særpræget symbolet er, jo mere skiller det sig ud og bliver et genkendeligt logo over tid.

Eksempler på virksomheder der bruger symbol logoer:

  • Apple med sit ikoniske æblesymbol
  • Nike med det genkendelige swoosh-symbol
  • Shell med sin historiske musling

Fordelen er, at det er hurtigt at genkende, især i små størrelser. Det fungerer godt som app-ikon eller profilbillede. Ulempen er, at symbolet ikke fortæller, hvad virksomheden hedder eller laver. Hvis folk ikke kender jer i forvejen, giver det ingen forklaring.

Hvornår er et symbol logo det rigtige valg

Hvis I allerede har en stærk genkendelse og historik, eller hvis I vil opbygge et symbol over tid sammen med jeres navn. Et symbol logo kan også kombineres med et navnetræk og bruges strategisk i forskellige varianter alt efter platform og målgruppe.

Kombinationslogo

Et kombinationslogo består af både virksomheds- eller brandnavn og et unikt og genkendeligt symbol. Det er den løsning, de fleste virksomheder vælger, da det både kombinerer navn med et genkendeligt symbol.

Eksempler på virksomheder der bruger et kombinationslogo:

  • Maersk med navnetræk og den syvtakkede stjerne
  • Adidas med navn og sine tre striber
  • Burger King med navn og sit ikoniske symbol

Fordelen er, at det er meget fleksibelt. I kan bruge begge dele sammen, men også hver for sig. På en hjemmeside kan I bruge hele logoet, mens I på sociale medier kan bruge symbolet alene. Det gør det nemt at tilpasse til forskellige formater.

Et stærkt logo handler ikke kun om type, men om hvordan det designes i praksis. Læs mere om logo design til virksomheder.

Hvornår er et kombinationslogo det rigtige valg

Hvis I vil have en løsning, der fungerer både nu og på længere sigt, og som kan bruges på mange forskellige platforme.

Emblem logo

Et emblem-logo samler tekst, symbol og nogle gange illustrationer i én samlet form. Det er typisk indrammet i en cirkel, et skjold eller et badge, hvor alle elementer er integreret i designet.

Denne type logo bruges ofte af etablerede virksomheder med en lang historie, premium brands der ønsker at signalere kvalitet og tradition, samt offentlige instanser som myndigheder og beredskaber, der har behov for at udstråle autoritet og troværdighed.

Eksempler på virksomheder der bruger emblem-logoer:

  • Starbucks med sit runde logo og den ikoniske havfrue
  • Peter Beier Chokolade med sit historierige badge
  • Harley-Davidson med sit klassiske orange badge-logo

Fordelen er, at det giver et stærkt og samlet udtryk. Det kan signalere kvalitet, tradition og stabilitet. Ulempen er, at det kan blive svært at læse i små størrelser, fordi teksten ofte er en del af selve formen.

Hvornår er et emblem logo det rigtige valg

Hvis I vil signalere historie, kvalitet, klassisk stil eller autoritet og ikke har behov for at bruge logoet i meget små formater. Her kan man dog lave variationer af et emblem, som skruer op og ned for detaljegraden, for at sikre at det kan bruges på forskellige platforme.

Maskot logo

Et maskot logo bruger en figur, karakter eller personlighed som logo. Det kan være en person, et dyr eller en tegnet figur, der udstråler en bestemt situation, personlighed eller karaktertræk, der passer til brandet.

Eksempler på virksomheder der bruger maskot logoer:

  • KFC med silhuetten af sin grundlægger
  • Mathilde kakaomælk med sin karakteristiske Mathilde-maskot
  • Pringles med den karakteristiske figur med det store overskæg

Fordelen er, at det skaber personlighed. Det gør brandet lettere at relatere til og kan skabe en stærkere følelsesmæssig forbindelse. Ulempen er, at det kan virke mindre seriøst, især i B2B eller mere formelle brancher.

Hvornår er et maskot logo det rigtige valg

Hvis jeres brand skal være venligt, personligt og let at genkende, typisk i produkter eller services rettet mod forbrugere, legetøj, underholdning og fødevarer.

Abstrakt logo

Et abstrakt logo er en form, der ikke forestiller noget konkret. Det kan være en geometrisk figur eller en unik form.

Eksempler på virksomheder der bruger abstrakte logoer:

  • Pepsi med sin simple men ikoniske cirkel i tre farvede dele
  • Airbnb med sit stregsymbol dannet af en lokation, et menneske, kærlighed og bogstavet A
  • Google Drive med sin firefarvede trekant med overlappende skygger

Fordelen er, at I kan skabe noget helt unikt, som ikke ligner andre. Det giver jer mulighed for selv at definere, hvad logoet skal betyde. Ulempen er, at det ikke fortæller noget i sig selv. Kunden skal lære, hvad det repræsenterer.

Hvornår er et abstrakt logo det rigtige valg

Hvis I vil skabe et unikt visuelt udtryk og er villige til at opbygge genkendelse gennem branding over tid. Det kan tage længere tid at opnå genkendelighed, da det abstrakte kan være sværere at forstå og genkende.

Favicon eller ikon

En favicon er en meget simpel version af jeres logo, som bruges i små størrelser. Det er det lille ikon, man ser i browserfaner eller apps.

Eksempler:

  • Facebooks ikoniske og meget simple blå F-symbol
  • Googles multifarvede G-symbol
  • YouTubes genkendelige play-symbol

Det er ikke en logotype i sig selv, men en vigtig del af et moderne logo. Hvis jeres logo ikke kan forenkles til en lille version, mister I synlighed digitalt. Det kaldes også et responsivt logo, da det kan gøres meget småt og meget stort uden at miste genkendelighed.

Hvornår er en favicon det rigtige valg

En favicon er altid relevant for et brand. Et godt logo skal kunne fungere i en enkel og lille version uden at miste sin identitet.

Hvilken type logo skal du vælge?

Det rigtige valg afhænger af jeres navn, målgruppe og hvordan logoet skal bruges i praksis. Mange vælger for komplekst eller for generisk, og det svækker effekten. Læs mere om logo design og hvordan vi hjælper.

Brug for hjælp til valg af logotype?

FORMATET er et kreativt branding og marketing bureau i København. Vi hjælper virksomheder med at blive stærke brands, som vinder kundernes opmærksomhed, gennem strategi, design, kommunikation, hjemmesider og content.

Er du mere nysgerrig?